Erindringer

Indledning
Et par gange i løbet af min skoletid blev der arrangeret udflugter af flere dages varighed. Det var en dejlig og spændende afveksling fra den ellers så kedsommelige skolegang. Til gengæld skulle vi bagefter, som tak, skrive en stil om vores oplevelser. Det var for en gangs skyld et stilemne man havde lyst til at skrive om.

Tilsvarende forestiller jeg mig, at man hen imod de små timer i ens tilværelse skulle afsætte lidt tid til at skrive om de oplevelser man har haft igennem livet – som en slags tak for at man har fået lov at være deltager i den udflugt man kalder livet. Vi har ganske vist ingen skolemester der forlanger det af os eller noget større publikum, der vil interessere sig for det, men jeg vil alligevel foreslå, at alle skulle skrive en stil med emnet: “Hvordan er dit liv gået?” – og så håbe at ens børn eller nærmeste gider læse det.

Jeg går hermed i gang med min lille beretning, som slutter dér, hvor mine børn er blevet så store de selv kan huske, hvad som senere er hændt.

Starten
Starten på min karriere fandt sted i Hasle på Bornholm i august 1926.

Her ferierede min mor (dengang 29 år) på byens hotel, hvor hun traf min far. Han var svenskfødt, allerede gift og havde tre børn. Han arbejdede på Hasle Klinkefabrik som teknisk ingeniør – så der blev jeg altså klinket, om jeg så må sige.

Min mor skrev til ham nogle måneder senere om følgerne – de var dengang helt anderledes alvorlige for en ung pige end nu til dags. Han skrev nogle trøstende ord tilbage – det var den eneste hjælp hun nogensinde fik fra ham. Han betalte aldrig en rød øre af det underholdsbidrag min mor havde krav på og hun var for fin til at kræve ham. Hun ville hellere klare det hele selv og det gjorde hun. 20. maj 1927 forelå resultatet af hendes ferieophold på Bornholm.

Forfædre
På det tidspunkt boede min mor hos sin far sammen med sin søster i en 3-værelses lejlighed i Linnésgade i København.

Hendes forældre var blevet gift i 1890. Moderen var datter af civilingeniør Henrik Stampe Valeur, som ejede bryggeriet “Urban” i Aalborg. Foruden min mormor havde han to døtre og en søn. Sidstnævnte blev døbt i Budolfi kirke i Aalborg i 1867. Samtidig med dåben fandt hans mors begravelse sted – hun var død i barselsseng, kun 26 år gammel.

Efter 10 års forløb giftede Henrik Stampe Valeur sig igen. Denne gang med Christina Tang, gennem hvem han blev ejer af en mindre herregård: Nr. Vosborg ved Ulfborg. Han døde 48 år gammel.

Nr. Vosborg blev på hans enkes og hendes families hænder, medens bryggeriet arvedes af hans børn af 1. ægteskab. Det hører til blandt mit livs store sorger, at jeg ikke arvede bryggeriet, men formuen fra dette er gået i arv til blandt andre min mormor og hendes datter (min mor), som igennem et sparsommeligt liv har videreført formuen til mig. Denne arv har i dag gjort mig til ejer af to huse. Mit spinkle håb er, at jeg, efter selv at have ført et alt andet end sparsommeligt levned, vil være i stand til engang at efterlade en smule af formuen til mine børn. Men det er nok tvivlsomt!

Som 24-årig blev min mormor (Ingeborg Valeur) gift med min morfar (Lauritz Roepstorff, søn af en større købmand i Maribo). Han var bogholder i cigarfirmaet Augustina og efter at være blevet pensioneret modtog han hvert år en kasse cigarer derfra. Dengang var der længere arbejdstid og han måtte tit tilbringe søndagen på kontoret.

I begyndelsen var ægteskabet lykkeligt. De var begge musikalske. Ingeborg spillede klaver og Lauritz violin – han spillede også i kvartet med tre andre herrer. Men efterhånden kom der mange dissonanser i duoen, så i 1899 blev de skilt og Ingeborg flyttede med sine to døtre til Odense.

Her levede hun af at undervise i klaverspil. Udover at være musikalsk var hun meget åben og interesseret i nye strømninger i tiden, blandt andet var hun en af de første som cyklede.

Syv-otte år efter at være blevet skilt mødte hun en norsk overretssagfører. Forholdet fik ikke ukendte følger og hun nedkom i Norge i sommeren 1907 med en søn. Ham har vi senere truffet i Oslo, han var malermester og desværre nazist under krigen, uden dog at ha’ været særlig aktiv (han fik kun en kortere straf). I barselssengen blev min mormor meget sy og på sit dødsleje sendte hun bud efter overretssagføreren (drengens far). Han lod ikke høre fra sig og dagen efter døde hun ene og forladt. Hun nåede sikkert at føle noget af det samme for denne mand, som hendes datter senere må have følt for en vis anden herre (min far).

Efter Ingeborgs død flyttede hendes to døtre fra Odense tilbage til deres far i Linnésgade. Forholdet mellem dem og deres far var ikke godt, han forstod ikke rigtigt at tage sig af de unge piger. Min moster kom på kontor, hvilket hun slet ikke egnede sig til. Senere kom hun forskellige steder i huset, blandt andet hos Martin Andersen Nexø.

Min mor kom først på tegneskole, blandt andet hos maleren Jens Søndergaard. Senere fik hun også forskellige kontorpladser, sidst i skattevæsenet, hvor hun tilbragte over 40 ikke-lykkelige år.

Barndommen
Jeg har haft en lykkelig barndom, forkælet som jeg blev af både mor og moster.

I de første år boede vi stadig i Linnésgade 39, men i 1929 købte min mor en lille grund i Skovshoved. Her, på Sophus Bauditzvej, også nr. 39, fik hun bygget et mindre svensk træhus og vi tilbragte de første år dels her dels i Linnésgade.

Mine erindringer fra mine barndomsår er desværre få og spredte. Jeg husker vi besøgte en datter af digteren N.F.S. Grundtvig hver nytårsaften. Efter at være kommet hjem en sådan nytårsaften, var det elektriske lys gået ud og min feltseng, som jeg lå på i køkkenet, klappede sammen om mig, til stor morskab for den øvrige familie. Jeg mindes også en stor rød brandbil jeg fik i julegave.

En aften fik jeg lov at være længe oppe for jeg skulle høre selveste Louis Armstrong spille. Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg fik at vide at hans trompet var lavet af sølv.

En dag havde min mor og hendes far bestilt et helt læs koks. Den ene halvdel blev afleveret i Linnésgade, mens den anden del skulle til Sophus Bauditzvej. Efter uhyrlige plagerier fik jeg min mor overtalt til, at jeg måtte køre med det halve læs, der skulle til Sophus Bauditzvej. Rejsen tog det meste af en dag, da det foregik med hestevogn, hvor jeg stolt tronede på toppen mellem de to kuske. Turens højdepunkt var da vi passerede Tuborg-flasken i Hellerup – det var nok en anden størrelse end dem, kuskene af og til tømte!

Da vi skulle op ad Skovshovedvej var denne for stejl for hestene og vi måtte køre en omvej.

I 1929 var huset færdigt og jeg husker en murermester som kom med regningen. Jeg faldt åbenbart i hans smag, for han ville købe mig for to millioner kroner. Det var mange penge dengang, nok til at et sådant tilbud kunne stabilisere min selvtillid i adskillige år. Indtil jeg igen fik den fornyet i 3. eller 4. klasse ved at møde op med en madpakke hvis indhold var brød belagt med æblemos. Det var der ingen der før havde set og de andre drenge spurgte interesseret hvad det dog var. “Det er grøn sæbe” sagde jeg og slugte det rask væk. Det skabte respekt om mig i lange tider.

I 1933 døde min morfar, Lauritz Roepstorff, 73 år gammel. Mens han lå på sit dødsleje med sine to døtre ved sin side, trommede jeg ubekymret i værelset ved siden af på en stor tom honningdåse – det fik min mor dog stoppet. En uge efter skulle han begraves og det eneste der gjorde indtryk på mig i den forbindelse, var, hvor vanskeligt det var at få ham transporteret ned fra 4. sal i sin kiste.

Skoletiden
I mine drengeår var jeg meget overladt til mig selv. Min mor havde sit daglige arbejde på kontoret og var altid træt, når hun kom hjem, og min moster var noget aparte og verdensfjern. Jeg strejfede om uden at nogen havde kontrol med hvad jeg foretog mig og kom i dårligt selskab med nogle drenge, der nær havde fået mig ind på et lidt kriminelt spor. Det forandredes helt da jeg kom i Gl. Hellerup Gymnasium, hvor drengene mest kom fra velhaverhjem, som udstyrede dem med rigelige lommepenge, så de ikke forfaldt til ulovligheder.

Min omstrejfen førte mig også tit til Dyrehavsbakken, der lå i nærheden. Især om vinteren var det spændende at ta’ en tur i rutsjebanen. Det foregik dog til fods. Tit var jeg også på ski, dog ikke i rutsjebanen, men i Ulvedalene.

Om sommeren dyrkede jeg meget fodbold, især hjemme i vores have, hvilket gav meget arbejde til glarmestrene. Et par gange endte fodbolden hos naboen, som var en sur og gal person. En dag, da den var endt i hans have, tog han den på sin bagagebærer og cyklede flere kilometer for at aflevere den på politistationen. Jeg cyklede bagefter i behørig afstand og fik den udleveret af politiet med en mindre formaning.

Som 12-årig oplevede jeg min – indtil da og nu – største succes ved, at vinde 1. præmie i Politikens malerkonkurrence for unge. Præmien var 20 kroner, hvilket for mig var et svimlende beløb, som jeg brugte lang tid på at afgøre hvad skulle bruges til. Resultatet blev, at jeg købte en rygsæk til 12 kroner, som jeg havde indtil 1953, hvor den blev efterladt på De Kanariske Øer, efter at ha’ tjent mig godt på mange rejser. Samt, for de resterende 8 kroner, farver og lærredsrester til at fortsætte succesen med. Rejser og maleri har da også siden hørt til mit livs svagheder.

I de to første år i mellemskolen klarede jeg mig ganske godt, men derefter aftog fliden og interessen og det endte lidet strålende med at jeg dumpede til realeksamen.

I sommeren 1942 foretog jeg en cykeltur Danmark rundt (1600 km). I begyndelsen sammen med en klassekammerat, men han faldt fra i Aalborg. I Odense besøgte jeg min mors morbror, som havde et stort gartneri, hvor jeg var kommet en del som barn. Han var noget befippet over hvad han skulle byde en så ung mand. Først bolsjer, næ, det var jeg for stor til. Så en cerut, næ, det var nu lidt for tidligt. Så jeg drog videre – noget ubeværtet.

Turen kunne være hård – især i modvind – så var det en lettelse, når der nærmede sig en gengas lastbil. De kørte så langsomt, især op ad bakke, at man kunne nå at få en hånd på bagladet og lade sig trække af den. Det var dog ikke helt ufarligt, da den ned ad bakke fik en betydelig fart på og man jo nødig gav slip.

Det var nu ikke alene modvinden, der var et problem. Dæk var under krigen en mangelvare og mine var ikke i bedste stand. På én formiddag punkterede jeg 7 gange!

Efter nogle dages ophold på Skagen tog jeg til Nr. Vosborg, hvor jeg blev meget hjerteligt modtaget af familien Tang Barfoed, et ældre ægtepar, som havde arvet gården efter min oldefars enke, som først døde i 1928, 90 år gammel. Jeg tilbragte dagene dér med at stå på vandski – ikke som i dag efter en drønende speedbåd, men på et par “ski”, der bestod af to træpontoner forbundet med et sæde, som man padlede sig rundt i voldgravene på. Nætterne tilbragte jeg i en himmelseng, som blandt andre H.C. Andersen og Fredrik d. VII havde sovet i. Ved siden af soveværelset lå riddersalen, hvis gulv kun blev skuret 2 gange om året, men det var nu mere end hvad mine fremtidige ungkarleværelser blev!

Senere er gården forfaldet stærkt, men er i de seneste år blevet restaureret af en ny ejer.

Ungdom
Efter at have sat kronen på værket ved at dumpe til realeksamen i 1943, drog jeg med en kammerat, som ligeledes var dumpet, til Bornholm for i fællesskab at komme os ovenpå nederlaget. Vi spadserede hele øen rundt og besøgte blandt andre vores forhenværende rektor, Hartvig Møller, i hans hus i Almindingen og vores tysklærer, Mejlboe, i Nexø. De var vist begge lettede ved, at vi havde forladt skolen.

På Christiansø traf jeg en maler, Leif Ewens, som jeg aftalte at komme tilbage til efter at ha’ afsluttet turen i Rønne.

Af min mor fik jeg sendt et telt derover og inviterede gæstfrit Ewens til at bo der. Jeg havde masser af mad, sagde jeg til ham, men han blev lidt betænkelig, da han opdagede, at maden kun bestod af havregryn (8 pakker), som jeg havde medbragt fra Svaneke. Dem levede jeg så selv af i den måned jeg tilbragte på øen.

Da hans kone ankom flyttede Ewens ind i et værelse i præstegården. Der gik grumme rygter på øen om at præsten sov hos skolelærerens kone, men det viste sig senere, at præsten og skolelæreren var den samme.

Jeg havde også fået sendt lærreder og farver og startede her min karriere i Weies og Isaksons kølvand, ligesom en del andre malere på øen.

Hver lørdag var der bal i forsamlingshuset Månen. Det var festligt med harmonika, petroleumslys, fiskere og nogle malere med damer. Karl Larsen og Gitz-Johansen kom der også.

Hjemkommen fra ferien skulle jeg så starte på livets alvor og vælge min levevej. Jeg valgte straks den behageligste; jeg ville være kunstner. Jeg kom på tegneskole hos Bessie Høyer i Nyhavn. Hun var meget pedantisk og vi blev hurtigt kede af hinanden. Hun mente jeg var for umoden og det endte med at jeg blev sat i malerlære – for dog at have noget fast at leve af, som min mor meget fornuftigt sagde.

Jeg kom i lære hos malermester Taarup i Ordrup. Jeg blev anbefalet til denne stilling af min gudfar, professor Bodelsen, som var en god kunde hos Taarup.

Jeg var så heldig at komme til at arbejde for en ældre malersvend, hr. Bjørklund, som boede et par huse fra os på Sophus Bauditzvej. Han var selv startet som kunstmaler, men havde måttet opgive denne levevej for at tjene penge som malersvend. Han var glad for at ha’ en lærling, der ville være kunstner, og jeg var lykkelig for at arbejde hos ham. Han var et menneske med megen humoristisk og kunstnerisk sans.

Min moster
Et sørgeligt kapitel i min ungdomstid var min moster. Sørgeligt og trist først og fremmest for hende selv, men også et kapitel jeg skammer mig over ved tanken om min opførsel over for hende. Man kan altid undskylde sig med ungdommelig uvidenhed, uerfarenhed og lignende, men tilbage bliver alligevel en utilgivelig skyldfølelse af at have optrådt hårdt og stupidt over for et værgeløst, fint og begavet menneske, som hele sit liv kun havde elsket mig som sit eget barn – som en slags erstatning for ingen selv at ha’ haft. Hun havde vistnok arvet et melankolsk sind og aparte væsen fra sin morfar – og muligvis også fra sin mor. Min mor var mere udadvendt og havde lidt mere praktisk greb om livet – mere end min moster, men dog mindre end folk i almindelighed. Hun rejste efter datidens forhold meget, var i Norge, Rusland, England, Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Min mor blev tit inviteret ud og havde sikkert en vis succes hos herrerne, mens min moster levede sit liv i største ensomhed uden mand (hun døde vistnok som gammeljomfru), børn eller egentlige venner. Hendes eneste omgangskreds var min mor og mig og vi behandlede hende uforstående og grimt. Hendes bedste ven var vores hund – og solen, som hun tilbad.

Vi havde altid lejet et par værelser ud i huset – på den tid til en yngre ugift dame med et lille barn, som døde cirka halvandet år gammelt. Hun rejste straks efter og efterlod den lilles barnevogn. Den kørte min moster så med – tom – frem og tilbage til sit værelse, som lå i den anden ende af Bauditzvej. Velsagtens som erstatning for aldrig selv at have fået børn.

Jeg har bevaret enkelte breve fra hende. De er glimrende skrevet, virkelig originale og vidner om en egen besk, humoristisk selvironi. Hun var musikalsk begavet og spillede ofte. Hun levede uhyre beskedent i et lille værelse, hvis eneste luksus var et klaver og en radio og klarede sig af renterne af en beskeden formue, som hun i øvrigt efterlod os ved sin død. Hun var en original personlighed, en direkte kontrast til det gode borgerskab, der ville være styrtet over på det modsatte fortov, hvis de havde mødt hende på gaden.

Sommerhus
I 1942 døde min mors morbror og efterlod en mindre arv til min mor og moster. For den købte min mor året efter en lille grund i Tibirke, efter besøg hos Ewens, som boede deroppe, samt et lille kolonihavehus i træ på Amager, der blev revet ned og transporteret til Tibirke. Grund og hus for 2.500 kr.

Huset var ganske lille og så ganske forfærdeligt ud. For at gøre det ekstra komisk, var der jernstænger for vinduerne.

Jeg tog modigt derop om vinteren for at udbedre de værste mangler. Taget var hullet som en si, det øsede ned, gulv og vægge var utætte og nogle af ruderne var knuste. Et par dage efter modtog jeg et kort fra min mor, hvor hun skrev, at jeg endelig, først og fremmest, måtte se at få malet en stang til at hænge tøj på i skabet – et lille udslag af kvindeligt overblik.

Næste sommer var jeg alene deroppe med vores puddelhund Blæk. Da jeg skulle hjem med toget, havde jeg ikke penge nok til en billet til Blæk, så jeg fik den lyse ide at anbringe den i en stor kuffert. Det gik glimrende indtil Birkerød. Jeg stod ude på forperronen, med kufferten en anelse åben så hunden kunne få luft. Så skete der det uheldige, at der kom et ægtepar, også med en hund, som, til ægteparrets store forundring, styrtede hen til kufferten og gøede som en vild. Kufferten rystede og gyngede faretruende og begyndte også at gø, så jeg måtte skyndsomt smække låget i og forsøge at lade som ingenting.

Ungdommelig kærlighed
I mit syttende år fik jeg lejlighed til at stifte bekendtskab med kærligheden. Det skete ved hjælp af en 15-årig rektordatter fra Ordrup. En skøn forårsaften kyssede jeg den unge dame midt på Strandvejen – og midt på munden. Efter at være kommet hjem fra denne forrygende oplevelse, var jeg blevet så romantisk, at jeg straks samlede mine malerting og stillede mig op og malede stedet, hvor jeg havde udført denne bedrift!

Min indsats i danmarkshistorien
I løbet af sommeren skulle det vise sig, at det ikke kun var på kærlighedens område, jeg var i stand til at udføre bedrifter. Jeg var kommet i kontakt med nogle andre tapre herrer, som mente de kunne ordne samtlige nazister herhjemme. Vi foretog natlige ekspeditioner mod nazi-ejede butikker i Ordrup og knuste deres ruder. Engang havde vi også fået fat i en håndgranat, som heldigvis ikke blev anvendt. I stedet blev jeg pågrebet af en nattevagt og afhentet af politiet. Da de hørte om mine reelle hensigter for fædrelandet, lod de mig slippe med en mindre advarsel.

Nu havde jeg fået smag for dramatikken, så jeg fik ansættelse i et illegalt trykkeri, hvor jeg dagligt trykte illegale blade. På den tid fandt flere generalstrejker sted. Det startede med, at en mand kom styrtende ind i trykkeriet med et opråb om strejke i hånden. Dette skulle så trykkes i nogle tusinde eksemplarer. Når dette var gjort, begyndte den farligere del af arbejdet. Løbesedlerne skulle fordeles ud til folk. Det foregik på cykel og vi kørte blandt andet op på siden af sporvognene og smed en dynge sedler ind til passagererne.

Under en af generalstrejkerne (for politiets tilfangetagelse) gik det imidlertid galt i Jægersborg Allé. Jeg havde lige sendt et bundt i vejret, som dalede ned over folk, da jeg pludselig blev standset af to stikkere med pistoler i hånden. Uheldigvis kom der snart efter et stort salatfad med tyske politisoldater forbi – de var ude at samle våben ind fra de danske politistationer. Stikkerne fik dem standset og sat ind i situationen, hvorefter omkring ti politisoldater steg ud og stillede sig i en halvcirkel cirka hundrede meter fra mig. Jeg må lige indføje, at det i radioen den foregående aften var blevet meddelt, at enhver, som var med til at opfordre til generalstrejke, ville blive skudt på stedet uden dom. Da tyskerne rettede deres maskinpistoler imod mig og bad mig gå hen imod dem, var jeg derfor helt sikker på jeg nu kun havde få sekunder tilbage af mit søde liv.

Det viste sig dog blot at være en sikkerhedsforanstaltning for, at jeg ikke skulle stikke af. I stedet blev jeg kørt til Shell-huset til forhør. Her var gode råd dyre. Fortalte jeg dem, at jeg arbejdede for trykkeriet, ville de storme dette og tage en hel del af mine kammerater. Så jeg sagde, at jeg havde fået tasken med løbesedler af en mand, jeg kendte lidt. Det troede de naturligvis ikke på og truede mig med, at så var det ned i kælderen til tortur og blive skudt bagefter. Så jeg fandt på en historie om, at vedkommende havde sendt mig nogle illegale blade med sit navn og adresse bagpå, som jeg desværre ikke lige kunne huske. Det endte med, at jeg blev sendt til Vestre Fængsel, hvorfra jeg snarest ville blive sendt til koncentrationslejr i Tyskland.

Selvom man nok vidste, sådan nogenlunde, hvad der foregik i koncentrationslejrene, var jeg dog glad over, at jeg var sluppet med livet i behold og “kun” skulle sendes til Tyskland. Næsten hver nat kom tyskerne og hentede fanger, som skulle af sted. Vi vågnede om natten ved at høre dem komme op ad trapperne. Jeg var indlogeret på 3. sal og hørte dem nærme sig, nu 1. sal, så 2. og nu op til os. Så hørte man en nøgle i en dør – heldigvis dem ved siden af!

Efter nogle ugers forløb tænkte man ikke mere på det.

Jeg sad i en enmandscelle, som jeg delte med to andre. En af dem var en sortbørsgrosserer og alfons, i værtshuskredse kaldet “Rabalder Helge”. Det var artige ting, han kunne berette fra sit “arbejde” til en 17-årig dreng!

Maden bestod næsten udelukkende af rugbrød og kål, der forårsagede en voldsom udblæsning fra os alle tre, og da vinduet ikke blev lukket på grund af kulden i cellen, var atmosfæren ret trykkende. Men vi havde dog en del underholdning. Vi kunne snakke sammen, men vi kunne også tale med vores medfanger i cellen ved siden af og dem i de to celler nedenunder. Det skete på den måde, at vi, ved hjælp af en papirtragt, kunne puste vandet i vandlåsen under vaskekummen ud og derpå tale gennem vandrøret. Hvis vagten pludselig kom midt i sådan en samtale, gjaldt det om hurtigst muligt at få fyldt vand ned i kummen, så han ikke opdagede noget. Med fangerne i cellen til den anden side af vaskekummen morsede vi på væggen.

Efter at ha’ tilbragt tre måneder i fængslet, blev jeg kaldt til nyt forhør. De ville vide, om jeg havde fundet ud af, hvem der havde givet mig løbesedlerne. Det havde jeg desværre ikke og nogle dage efter blev jeg løsladt. Jeg var lykkelig for at komme hjem og gense min mor og rektordatteren.

Min mosters sygdom
Min moster var imidlertid blevet sindssyg. Hun havde fablet om, at det var hendes skyld jeg var blevet taget af tyskerne og efterhånden havde det udviklet sig så slemt, at lægen måtte anbefale min mor at køre hende ned til nervesanatoriet Filadelfia, ved Dianalund.

Her besøgte vi hende og tilbragte den sørgeligste jul i mit liv. Hun var helt sindssyg og lå i spændetrøje. Min mor havde haft en svær tid i de tre måneder, jeg sad inde, og min moster blev syg.

Jeg besøgte hende flere gange i løbet af foråret og om sommeren var hun blevet så forholdsvis rask, at hun kunne komme i pleje hos en provstefamilie i nærheden, som modtog patienter fra Filadelfia. Der besøgte jeg hende, men hun blev behandlet utroligt nedladende og uforskammet af præsten. Han beklagede sig bl.a. over, at hun under hans prædiken havde flyttet sig tretten gange i kirken!

Hun kom senere tilbage til Filadelfia igen, hvor hun døde i november 1945.

Intermezzo
I sommeren ’45 havde jeg, trods min mors protester, forladt min malerlære. Jeg ville pludselig på landet og fik plads hos en landmand ved Køge. Jeg var på dette tidspunkt blevet en stor filosof og jeg drog derned med en kuffert fuld af Kirkegaard, Kant og andre. Det hele varede dog kun 14 dage, så blev jeg ked af det og stak af en nat.

Jeg cyklede så op til huset i Tibirke og måtte selvfølgelig straks ringe til rektordatteren. “Hvor jeg savner dig” lød hendes søde røst i telefonen. Næppe havde jeg hørt det, før jeg styrtede mig på cyklen igen og kørte de 55 kilometer tilbage, den samme dag!

Starten på min kunstnerkarriere
Nu ville jeg være maler. Jeg kom på tegneskole hos Rostrup Bøyesen. Det var et godt sted at starte. Han er den bedste lærer jeg har haft, en stor pædagog, som vi alle beundrede. Men også en streng lærer. En dag havde han kritiseret en ung jyde temmelig meget. Da tegneundervisningen var forbi gik eleven op i rundetårn og kastede sig ud derfra.

Men han gav også os små malerspirer trøstende opmuntringer. F.eks. sagde han at “kunsthistoriker, anmelder eller museumsmand kan enhver blive, men maler – selv en lille en – det er det kun de få, der kan blive”.

En sommer tilbragte jeg på Bovbjerg, hvor jeg også besøgte Jens Søndergaard. Bagefter var jeg på Anholt, hvor jeg boede hos Peder “Cykelsmed”, som også havde indlogeret Eivind Johan Svendsen med dame. De skændtes så voldsomt om natten, at man kunne høre det helt ud til fyret.

I januar ’48 kom jeg ind på Kunstakademiet hos Vilhelm Lundstrøm.

Samtidig flyttede jeg hjemmefra og fik et værelse på hjørnet af Nyhavn og Toldbodgade. Det kostede 40 kroner om måneden, med vand og lokum i gården. Jeg fik 100 kroner hjemmefra om måneden, så der skulle spares. På akademiet spiste jeg middag og her reddede jeg mig engang imellem et spiselegat, så jeg kunne spise gratis i et par måneder.

Der var fristelser forbundet med at ha’ værelse i Nyhavn, især om aftenen og om natten. Nyhavn selv var mig for groft og vulgært, men “minefeltet” (værtshusene omkring Nikolaj kirke) lå jo ikke langt derfra. Så der tilbragte jeg mange nætter i selskab med forskellige bohemer. Men det gik jo ud over undervisningen hos Lundstrøm. Jeg sov til langt op på dagen og når jeg så gik på Akademiet, blev jeg så nedslået over at se hele den række af elever, der stod der og malede, at jeg hurtigt forsvandt igen.

Til Paris og Cagnes
Om foråret arrangerede akademieleverne en rejse til Paris. Det var en vældig oplevelse at komme derned og gå rundt i gaderne. Sikken et liv der var og selv de smukke pariserinder viste mig overvældende interesse, hvilket smigrede mig kolossalt, indtil jeg opdagede, de skulle ha’ penge for det!

Efter 3 ugers ophold i Paris drog jeg alene til Nice og videre til en lille by i nærheden, Cagnes-sur-mér, hvor der havde boet en del kunstnere før, blandt andre Renoir og Lundstrøm.

Der boede jeg i halvanden måned og havde det dejligt. Det var en rejse der for altid fik mig til at længes efter middelhavslandene og især Frankrig.

Næste år var jeg igen et par uger i Paris og derefter 4 måneder i Cagnes. Cagnes var tilholdssted for mange forskellige typer, en del malere, nogle emigrerede udlændinge (russere, irere, englændere med flere) og en masse lesbiske damer. Fælles for dem alle var en stor tørst, som de slukkede på byens mange barer.

I Paris havde jeg mødt en norsk forfatter, som jeg aftalte at mødes med i Cagnes. Vi fandt så et lille hus med to værelser, hvor vi havde det rart sammen i de fire måneder. Jeg stod for madlavningen, den bestod hver dag af spaghetti, aubergines, løg og tomater. En dag om ugen var der en skive skinke til.

Min mor kom ned for at besøge mig. Hun havde et uheld undervejs, da hun på en station skulle ud og ha’ lidt vand. Imens kørte toget med hendes kuffert, men alt blev dog omsider ordnet til det bedste.

Teaterkarriere
I efteråret startede min karriere som statist på Det Kongelige Teater, hvor jeg var med i utallige operaer, balletter og skuespil. Blandt andet i “Aida”, hvor jeg til en prøve om formiddagen skulle komme ind og støtte et bud (spillet af Niels Møller), som havde løbet mange mil. Det havde jeg også – mellem værtshusene om natten – så jeg var så træt, at det var mig, som måtte støttes af Niels Møller, hvilket fik instruktøren, Torben Anton Svendsen, til at bemærke, at det var buddet – ikke mig – som skulle se træt ud.

Samtidig havde jeg fået en tjans med at sælge morgenaviser på Rådhuspladsen om aftenen. De to jobs kunne godt kollidere rent tidsmæssigt, f.eks. når vi spillede “Don Carlos”, hvor jeg var en soldat i forreste række. I sidste akt manglede han altid, han stod nemlig på Rådhuspladsen og råbte: “friske morgenaviser”!

Ildebrand
På mit værelse i Nyhavn havde jeg en sen aften samlet et lille selskab. Vi havde en elektrisk varmeovn tændt og lidt senere tændte vi også en elektrisk vandvarmer til te, hvilket resulterede i en kortslutning. Næste morgen tog jeg ud til min mor, men da jeg om aftenen kom hjem, viste der sig et uventet syn, idet jeg åbnede døren: loftet og væggene var sorte og det meste af gulvet brækket op. Kortslutningen havde været voldsom, så værtinden måtte tilkalde el-ingeniører for at sætte en ny måler op. Da strømmen kom igen, var vandvarmeren stadig tilsluttet, uden nogen vidste det, og den brændte så igennem gulvet, hvilket havde forårsaget en stor brandudrykning. Jeg fik en bøde på 25 kroner, som jeg ikke kunne betale, så jeg måtte afsone den med fire dages hæfte. Man skulle møde på Politigården før afsoningen. I venteværelset kom jeg i snak med en anden synder, han var sporvognsfører på linje 10, som han havde ført i noget beruset tilstand. I svinget ved Stormgade havde han glemt at tage farten af, så sporvognen var fortsat lige ud, uden spor under sig.

Jeg sad og mindedes gamle dage derinde under tyskerne, men dengang var det anderledes spændende.

Italien
Efter de fire dage i skyggen trængte jeg til sol og det var så heldigt, at Akademiet havde arrangeret en rejse til Italien et par dage efter.

Vi boede cirka 14 dage på vandrerhjem i Firenze. Et par dage efter vores ankomst fik vi meddelelse om, at Lundstrøm var død. Det gjorde et stærkt indtryk på de fleste, især på mig, som altid havde beundret ham og anså ham for nok den største danske maler.

Fra det øjeblik fortrød jeg, at jeg havde forsømt undervisningen hos ham. Der kunne jeg nok ha’ lært noget, ligesom hos Rostrup Bøyesen.

Senere var vi i Rom, Assisi og Venedig.

Paris
I 1950 havde jeg fået en plads i det danske studenterhus i Paris. Jeg sendte min kuffert i forvejen og drog selv af sted, for første gang, “på tommelfingeren”. Det gik meget godt – jeg kom da til Paris. Senere fik jeg rig lejlighed til at dyrke denne form for transport og udvikle dens teknik, så jeg lettere kom op at køre.

I studenterhuset fik jeg det ene af to atelierer øverst oppe. Jeg var lykkelig for at være i Paris og travede rundt i gaderne. En dag gik jeg fra loppetorvet til studenterhuset – en tur på cirka 12 kilometer – med en stor sølanterne, jeg havde købt.

For at tjene penge indsamlede jeg papir med studenterne. Vi kørte rundt med store trehjulede cykler og ringede på hos folk og bad om gamle aviser. Især i regnvejr tjente vi gode penge, da aviserne så blev dobbelt så tunge (vi fik betaling efter vægt).

Tuborg havde stillet en lastbil til rådighed ved indsamlingen og til jul tog vi, en snes stykker, med den på ferie til Danmark.

Vi ankom efter tre dages rejse og jeg måtte ordentlig i bad og blive klippet, da vi 1. juledag skulle til det årlige selskab hos onkel Poul, hvor der blev spist på sølvtallerkener. Han var den yngste bror til min morfar og direktør i Landmandsbanken.

Nordafrika
Da jeg havde boet et halvt år i Paris fik jeg lyst til at se Nordafrika. Jeg tog Route Napoleon mod Nice. En dag havde jeg ventet i timevis på, at der skulle komme en bil. Da der endelig kom en tog den mig ikke op og det var jeg meget sur over. Lidt senere kom en motorcyklist, som tog mig med bagpå. Et par kilometer længere fremme var der sket et sammenstød i et sving og halvdøde personer lå spredt rundt omkring. Den ene bil var den der var kørt forbi mig og det var jeg nu lettet over den havde gjort. Manden på motorcyklen gik hen til de sårede og jeg hørte ham spørge om nogen ønskede den sidste olie. Samtidig så jeg hans sorte kjole stikke ud forneden af hans frakke. Det var præsten, som var nået ulykkesstedet før ambulancerne.

Jeg tog med skib til Algier, som eneste europæer på 4. klasse. Ved afsejlingen satte jeg mig frimodigt op på dækket og tænkte slet ikke på stormvejr. Det havde vejrguderne imidlertid gjort og pludselig skyllede bølgerne ind over dækket. Jeg skyndte mig ned i bunden af en stor, sammenrullet trosse, men den blev fyldt med vand fra en kæmpebølge, så jeg måtte skyndsomt – og sjaskgennemblødt – nedenunder i lasten. Der var ikke så meget som en bænk at sidde på – alle sad eller lå på jerndækket og kurerede rundt i opkast. Jeg gav også hurtigt mit bidrag med og således tilbragte vi de næste 24 timer.

Jeg fik et lille værelse i Medinaen i Algier, hvor der hverken var lys eller varme. Der tilbragte jeg et par uger i sengen efter den våde overfart.

Men det var en vældig oplevelse at se araberne, uhyre fremmedartede. Jeg besluttede at fortsætte “på stop” til Marokko. Det gik let da der var flere hundrede kilometer imellem hver by og snart havde jeg passeret Fes, Rabat og Casablanca.

En aften ankom jeg så, på ladet af en lastbil, til Marrakech og blev sat af på Djema el Fna pladsen. Jeg troede ikke mine egne øjne og øren: et fantastisk orientalsk skuespil med slangetæmmere, dansere, akrobater, ildslugere (med vandsælgeren ved siden af), eventyroplæsere – alt sammen ledsaget af dum-dum trommer og anden mystisk musik.

Denne eventyrlige, maleriske verden, hvor man i dag lever som på bibelens tid, har stadig tiltrukket mig og jeg har siden været der 4-5 gange.

Men jeg måtte jo løsrive mig fra Marrakech og begav mig nordpå.

I Granada mødte jeg tilfældigt en anden maler fra Akademiet. I hans pensionat fik jeg lov at sove et par nætter på gulvet. Om aftenen var vi i sigøjnernes huler og så dem danse.

I Nordspanien blev jeg taget op af en bil med en amerikaner og en af mine bekendte fra studenterhuset i Paris. Jeg troede jeg kunne køre med lige til Paris, men de ville ha’ vi skulle dele benzinudgifterne. Det er de eneste, som nogensinde har bedt mig om det, så jeg stod hurtigt ud igen.

Da jeg endelig kom til Paris købte jeg på loppetorvet en kjole til min mor. Men da jeg kom hjem, viste det sig, at den var for lille. “Den kan jo byttes” sagde jeg og tog straks tilbage til Paris på tommelfingeren og fik en et nummer større.

Aftjening af værnepligt
Nu var jeg jo også kommet i den alder, hvor jeg skulle tænke på at lære at forsvare fædrelandet. Jeg havde dog valgt at blive militærnægter og blev i den anledning sendt til Gribskov.

Dette ophold kom snart til at kede mig, så jeg spekulerede på hvordan man kunne blive kasseret. Det var der mange andre før mig som også havde gjort. Alt var blevet forsøgt, at spille homoseksuel, tisse i sengen og få nervesammenbrud – det duede ikke mere.

Da jeg altid har skullet ha’ min middagssøvn en halv times tid, fandt jeg på at udnytte dette. Jeg sagde jeg skulle sove to timer til middag. Det var noget uhørt, så lejrens leder truede med at ringe til politiet i Hillerød, hvis jeg ikke øjeblikkeligt stod op. Det gjorde jeg ikke og han fik den nedslående besked fra Hillerød, at politiet ikke kunne stille en udrykning på benene for en mand, som sov til middag.

Så blev jeg sendt til rigshospitalet til undersøgelse på medicinsk, neurologisk og psykiatrisk afdeling, hvor man intet unormalt kunne finde. Men man kunne heller ikke modbevise, at jeg skulle sove de to timer. Det endte med, at jeg fik udstedt et tjenesteudygtighedspas på livstid. Med dette herlige værdipapir forlod jeg lejren.

Mange prøvede sikkert bagefter at lægge sig til at sove – jeg ved ikke med hvilket resultat. For en gangs skyld havde jeg en virkelig fordel af min evige last, at skulle sove til middag.

Akademiet
Efter denne succes vendte jeg tilbage til Akademiet hos William Scharff. Ham havde jeg før mødt ude i Tisvilde Hegn. En dag jeg stod og malede langt inde i skoven, dukkede han op med en fotograf og spurgte, om jeg ikke snart var færdig, for han skulle fotograferes netop her!

I betragtning af skovens udstrækning var jeg forundret over hans lidet kollegiale optræden, men efter at ha’ fortrudt mine forsømmelser hos Lundstrøm, mødte jeg hver dag hos Scharff og malede flittigt. Undervisningen her – og senere hos Olaf Rude – fik jeg dog ikke meget ud af.

Ceylon
Min evige rejsetrang dukkede snart op igen og nu gjaldt det et endnu fjernere rejsemål: Ceylon (nuværende Sri Lanka)

Jeg købte et par gamle ridestøvler hos marskandiseren, som var to numre for små, for jeg havde jo hørt der var slanger på Ceylon. Udstyret med ridestøvlerne og min lille rygsæk (fra succesen som 12-årig), startede jeg i efteråret ’52 med linje 14 fra Skovshoved. I Hellerup kom min mors veninde, fru Johansen, ombord. Hun snakkede i et væk om alt det hun skulle købe inde i Magasin. Da hun skulle af spurgte hun mig lige hvor jeg skulle hen. “Jeg skal til Ceylon”, sagde jeg. Hele sporvognen vendte sig om og hun gav mig en femmer, som jeg levede af i flere dage.

Fra endestationen ved Dalgas Boulevard startede jeg så med tommelfingeren.

Jeg ankom til Marseille, hvor det viste sig umuligt at få job ombord på et skib til Colombo. En påfaldende hjertelig, katolsk præst blev ved med at løbe efter mig på gaden. Han ville omvende mig – ikke så meget religiøst som kødeligt. Han ville vende mine vildfarne sanser fra pigerne til hans eget køn.

Lykkeligt undsluppet Marseilles fristelser endte jeg min Ceylon-rejse i Nice for en uges tid, hvorefter jeg vendte hjem til Akademiet.

Postbud
Af at rejse og gå på Akademiet kunne jeg jo ikke leve, det kunne jeg efterhånden mærke på min tynde tegnebog, så jeg måtte gribe til den sure udvej at tjene nogle penge. Jeg blev ekstrapostbud i Charlottenlund. Det var surt. Møde klokken halv seks om morgenen og arbejde det meste af dagen. Jeg udrettede den kraftpræstation, at jeg efter at være færdig med morgenombæringen, cyklede helt ind til Akademiet, hvor der om sommeren blev afholdt en malerkonkurrence (som jeg selvfølgelig ikke vandt). Efter at ha’ malet nogle timer dér, tog jeg tilbage og ordnede eftermiddagsombæringen.

Jeg var ekstrapostbud i fem år, så blev jeg mer’ og mer’ ked af det og folk på 3., 4. og 5. sal fik deres post med større og større mellemrum, mens dem i stuen fik den jævnligt. Dette undrede postmesteren så meget, at han til sidst fyrede mig.

Tenerife
I januar ’53 tog jeg – stadig på tommelfingeren – til Tenerife. Dengang fandtes ingen charterrejser, det var kun for millionærer og vagabonder, og jeg, som hørte til sidstnævnte, tog det i strakt arm gennem Europa til Cadiz. Især i højlandet i Spanien var der sne og is som i Sibirien – og ingen biler. Jeg sejlede i to døgn fra Cadiz til Tenerife og boede der i tre måneder.

Under opholdet havde jeg den store lykke at modtage et legat på 2.000 kroner, hvilket gjorde mig økonomisk uafhængig i flere år. Jeg boede hos en gammel dame, Donna Juanna, som hver eneste dag serverede den samme middagsmad, som bestod af kartoffelsuppe. Kun om lørdagen var der stil over middagen, da fik vi bønner i!

Grækenland
I ’54 rejste jeg med Akademiet til Grækenland og Tyrkiet. Vi kørte gennem Italien og sejlede over til Piræus. Derefter videre til Tyrkiet, hvor vi kørte rundt i et par gamle busser.

Fra Piræus fortsatte jeg alene til øen Mykonos, hvor jeg havde fået et pragtfuldt atelier af det græske kunstakademi. Der kunne jeg bo i tre uger og måtte så flytte til en noget mere beskeden bolig – et dueslag, som jeg lånte af en græker.

Efter at ha’ fået nok af kurren rejste jeg til Kreta, som dengang ikke kendte til turister.

De sproglige vanskeligheder var uovervindelige i Grækenland, værst var det, når man skulle på offentligt toilet, man kunne ikke læse, om der stod til “Herrer” eller “Damer”, så man måtte holde sig, indtil man så, hvilket køn, der kom ud fra et af dem.

Norge
Hjemkommen til Danmark genoptog jeg arbejdet, dels som postbud og dels på Akademiet, hvor jeg kom ind hos Olaf Rude.

Om vinteren havde jeg fået et stipendium til “Lysebu” ved Oslo, hvor jeg tilbragte en rar måned sammen med malerne Karl Larsen, som jeg havde mødt på Mykonos, og Egon Mathiesen, som jeg altid har beundret meget, og hans kone, Else Fischer Hansen, samt grafikeren Povl Christensen.

Ibiza
I efteråret ’55 tog jeg – for sidste gang på tommelfingeren – til Ibiza over Barcelona og Mallorca. Her tilbragte jeg tre måneder. Den ene måned boede jeg i hovedstaden, der også hed Ibiza, og hentede min post på hovedpostkontoret dér. Jeg følte mig verdensberømt her; på mine breve stod der kun to ord som adressat: Valeur, Ibiza

Et par måneder efter min hjemkomst fra Ibiza blev jeg pludselig påfaldende solbrændt midt i den danske vinter. Det viste sig at være gulsot. Overlægen på hospitalet mente jeg havde fået det af at drikke mælk på Ibiza – og jeg lod ham blive i troen.

Påklæder på Det Kongelige Teater
I ’57 kom jeg på grafisk skole hos Holger J. Jensen og samtidig avancerede jeg mægtigt på Det Kongelige Teater – fra at være statist til at blive påklæder.

Det var et sted med masser af mennesker og liv og glade dage. Jeg tjente ikke meget ved det, men det var et festligt arbejdssted – noget morsommere end at være postbud.

Jeg betjente 3. etage, der bestod af Einar Nørby, Henning Mouritzen, Henrik Bentzon, Aage Fønss, Holger Byrding, Rasmus Christiansen, Henry Skjær, John Price og fem yngre skuespillere. Jeg kom godt ud af det med alle sammen undtagen Price – han fik en anden påklæder. Jeg syntes han var en kedelig person og en dårlig skuespiller.

Ellers havde jeg det fornøjeligt med teatrets sminkør og parykmager Leo. Han var noget af en komiker bag kulisserne og havde lykkeligt undgået afholdslivets fristelser.

En dag havde han og jeg fået lige lovlig mange øl. Så dukkede Henrik Bentzon op, han skulle sove en times tid, før han skulle sminke sig til aftenens forestilling, og bad mig vække ham klokken 19. Lidt efter følte jeg også trang til en lille en på øjet og lagde mig i garderoben ved siden af Bentzons og bad Leo vække mig lidt før klokken 19, så jeg kunne vække Bentzon. Jeg blev også vækket præcis efter aftale ved, at høre Leo dundre på døren. Uheldigvis havde Leo taget fejl af dørene og dundrede på Bentzons, mens han råbte: “Stå så op, dit drukne svin!” Bentzon udstødte et forundret “Hvad behager?”, og jeg nåede lige at se Leo forsvinde og låse sig inde i frisørsalonen i største hast.

Der var også tit fornøjelige turneer til provinsen, blandt andet til Flensborg. Når kapellet var med, undrede vi os over, at de havde slæbt deres mægtige kontrabasser med ind i toget. Vi opdagede senere, at de havde fyldt hylstrene til kontrabasserne, som blev transporteret med lastbil, med spiritus fra Tyskland.

Selvportræt 1959 (træsnit)

Tromsø
I et par år havde jeg værelse i Ny Kongensgade til tyve kroner om måneden med rotter, vand og toilet i gården, men fik så et atelier på Gl. Kongevej med marmortrappe, elevator og lignende.

Om sommeren inviterede William Rosenberg, som også malede, mig en tur til Tromsø. Det tog to døgn hver vej gennem endeløse skove i Sverige. Deroppe besøgte vi maleren Hans Haakø, som boede på en lille ø opkaldt efter ham – eller omvendt. Vi sejlede fra ham klokken to om natten i strålende solskin!

Blommer
Efteråret tilbragte jeg i Tibirke, hvor malerægteparet Lars Aakirke og Vibeke Alfelt havde bygget hus på grunden ved siden af os.

Vores fælles nabo Helmø havde et træ med pragtfulde blommer. De plejede aldrig at komme op og plukke dem, så en dag lånte jeg Aakirkes stige og plyndrede træet fuldstændigt. Nogle dage efter så jeg til min rædsel Helmø, belæsset med mange kurve, stå og betragte det plyndrede blommetræ med Aakirkes stige efterladt i det. Siden den tid har han ikke hilst på Aakirkes.

For at bøde på dette nummer har jeg siden fundet mig i, at vores fælles lille vej, hvor kun vi og Aakirkes bor, er blevet kaldt Aakirkesvej.

Bil og hus
I 1960 fik jeg penge af min mor til at købe en brugt Citroën varevogn. Dette gjorde, at jeg oftere kunne komme til Tibirke. Her fik jeg lyst til at bygge mit eget hus – i stedet for det gamle kolonihavehus.

Jeg startede i februar ’61 med at støbe fundament. Det får man normalt færdiglavet beton til, men for at spare blandede jeg det selv med skovl. Det var hårdt arbejde så til sidst stod jeg i bar overkrop i vinterkulden. Om natten var det derimod ikke for varmt. Jeg lå i det uopvarmede kolonihavehus med gulvtæpper, aviser og sække over mig. Tit vågnede jeg med is i mit smukke overskæg.

Denne tid mindes jeg altid – ikke uden en vis stolthed. Den betegner den periode i mit liv, hvor jeg bestilte noget!

Jeg var grebet af tanken om at skulle ha’ eget hus og knoklede løs fra tidlig morgen indtil jeg om aftenen, indsmurt i mørtel, måtte køre ind til teatret og iføre kammersangere rokokokostymer. Hjemme igen sent om aftenen fortsatte arbejdet i lyset fra bilens lygter.

Om efteråret var arbejdet skredet så langt frem, at huset kunne lukkes og jeg kunne tage fat på det indvendige arbejde, som blev udført i løbet af vinteren.

Der var hverken vand eller toilet, men da jeg aldrig har været den store vanddrikker kunne jeg nøjes med det vand der løb ned fra tagrenden. Toilettet var et hul i jorden – et noget koldt sted at sidde i snestorm!

Senere lavede jeg toilet med septic tank, men da dette var forbudt – og det blev opdaget – fik jeg ordre til at dække det til igen. Det syntes jeg var synd, så i stedet satte jeg tre ølkasser ovenpå hinanden og nogle brædder med jord øverst. Heldigvis trådte manden, som skulle kontrollere det, ikke ud på det for så havde der ikke været andet at gøre end at skylle ham ud i kloakken.

I sommeren ’62 kunne jeg så holde indvielsesgilde for venner i omegnen, der havde hjulpet mig med mange gode råd og håndsrækninger. Men i det store og hele kunne jeg prale med, at jeg havde lavet det hele selv (undtagen elektriciteten). Huset var 70 m2. Det bestod af et atelier på 55 m2 og et meget lille soveværelse, bad og køkken. I 1964 byggede jeg 25 m2 mere til et gæsteværelse.

Salg af malerier
I 1962-63 gik det, til min store forundring, op for mig, at malerier også kunne sælges. Jeg hjemsøgte den ene kunstforening efter den anden. Det gik ganske godt og jeg kunne afslutte min karriere som påklæder.

Allerede i ’58 havde jeg afholdt min første separatudstilling på Charlottenborg – siden efterfulgt af en hvert andet år.

At jeg stadig havde tiltro til mig selv som maler, må jeg tilskrive en ufattelig udholdenhed eller måske en lige så stor naivitet. På Den Frie og Charlottenborg har jeg måske tilsammen udstillet i alt ti gange, mens jeg nok er blevet kasseret over tredive gange!

Om jeg aldrig har haft den store kunstneriske succes, kan jeg dog glæde mig over at jeg har kunnet leve af at sælge mine billeder, hvad de fleste af mine stakkels kolleger ikke har – selvom de har været gode malere.

Smårejser
Efter at ha’ holdt pause med at rejse i syv år tog jeg en charterrejse til Mallorca for at se, om det var ligeså banalt, som jeg havde hørt. Det var det.

Senere kørte jeg til Paris. Det var min debut som bilist i Paris, og det begyndte ikke så godt. Da jeg skulle starte fra et lysreguleret kryds, lød der et ordentligt brag. “Ja, de kører jo også vanvittigt hernede”, tænkte jeg. Men da flere folk pegede på min bil fór jeg ud og opdagede, at min ene forskærm var revet af og lå midt ude i krydset. En anden vogn havde fået sin kofanger ind under min skærm og ved starten taget den med, før jeg kunne følge med. Det foregik i en af de letlevende damers gader og de kom med mange saftige råd og opfordringer til at slappe af hos dem, mens jeg baksede med forskærmen.

Ved juletid tog jeg en anden chartertur til De Kanariske Øer. Jeg tænkte på alle de strabadser jeg havde gennemgået ti år tidligere for at komme dertil. Nu tog det kun otte timer og man fik hotel og kost i fjorten dage for 350 kroner. At rejse var nu blevet billigere og nemmere, men man havde jo heller ikke de samme oplevelser.

Jeg delte værelse med en svensker, som fortalte han var vexlar. Jeg tænkte “det må nok være en ret lille vekselerer, siden han bor på sådan et beskedent hotel”. Det viste sig han var sporskifter i Jönköping! (vexlar = skifte)

Omvæltning i en ungkarls liv
I efteråret ’64 var jeg blevet ked af at bo alene i Tibirke hele året rundt. Så jeg lejede et lille værelse på Christians Brygge, hvor jeg boede vinteren over.

Til en nytårsaftensfest i huset på Christians Brygge indtraf en skelsættende begivenhed i mit liv, som jeg må omtale med de mest respektfulde ord (da min søde kone sikkert vil læse dette): jeg mødte Birgitte!

Nogle dage efter drog vi til Tibirke med Birgittes kanariefugl Rasmus, som ikke kunne være alene hjemme.

Og nogle måneder efter samlede jeg alt mit mod, som jeg stimulerede med en god flaske rødvin, og friede til Birgitte. Jeg havde aldrig prøvet at få afslag på et frieri – da jeg aldrig havde vovet at fri til nogen. Senere har jeg indset, at det er den eneste fornuftige ting jeg har gjort . Til min store overraskelse og glæde fik jeg ja!

Et stykke tid senere skulle jeg til Vejle og holde udstilling. Da jeg holdt i køen til Storebæltsfærgen skulle jeg pludselig på toilettet og tænkte kun på at få ordnet dette, da døren fra dametoilettet blev revet op og en nydelig, ældre dame trådte ud og spurgte: “Er det rigtigt De vil gifte Dem med Birgitte?” “Ja, det skal jeg nok”, svarede jeg og skulle lige til at fortsætte, da jeg opdagede det var min kommende svigermor. Hun sagde: “Det er godt, så siger vi du og så giver svigerfar frokost ombord”. Nu var det altså alvor, farvel du skønne ungkarle tid, farvel du frie, ubekymrede liv!

Bryllup
Så skulle der være bryllup. Birgitte og jeg fandt ud af vi ville være alene i kirken. Vielsen fandt sted en dejlig dag d. 8. Juni 1965. Da vi forlod kirken kom præsten styrtende efter os med en stor konvolut. Det er nok vielsesattesten, tænkte vi, det var da romantisk. Desværre viste det sig at være regningen fra organisten!

Nogle dage senere, da vi var kommet til kræfter ovenpå denne højtidelighed, holdt vi bryllupsfest.

Gæsterne bestod af Birgittes forældre, hendes bror, søster og morbror, min mor, samt professor Bernartzik, arkitekt Buhl, skuespiller William Rosenberg, læge Henning Boysen og advokat Viltoft med fruer.

Birgitte var, forståeligt nok, vældig nervøs som værtinde, så hun tog et par ordentlige glas vin til middagen. Kort efter – midt under en højtidelig tale – fik hun en voldsom hikke og bruden måtte diskret ligge sig til at hvile. Ellers forløb aftenen festligt. Vi kom i seng ved femtiden, hvilket professor Bernatzik tog os ilde op for, som han sagde, i Jugoslavien holdt man ud i mindst tre dage.

Bryllupsrejse
I september tog vi på bryllupsrejse til Marokko.

Vi kørte i en Citroën varevogn 2 CV over Holland, Belgien og Frankrig til Sydspanien, hvor vi lejede et lille hus i en måned.

I Marokko havde jeg fået et atelier stillet gratis til rådighed af den marokkanske stat. Det lå i Fes i meget spændende omgivelser i udkanten af medinaen, og vores nabo var, meget passende, den marokkanske konge (når han besøgte Fes).

Der var i alt fire atelierer. Vores nabo var en ungarsk maler, Stanislav Dombrovszky, som var flygtet fra regimet. Ham besøgte jeg senere i Norge, hvor han blev ny statsborger. I det næste atelier boede billedhuggeren Gunnar Westman og hans kone, som vi kom en del sammen med. De rejste før os og boede en måned i Marrakech, hvorfra de igen kørte op mod Fes. Samtidig kørte vi fra Fes mod Marrakech og midt oppe i Atlasbjergene, hvor man højst mødte et par biler om dagen, kom de pludselig kørende imod os. Vi overnattede på samme hotel og kørte næste dag videre i hver sin retning.

Vi kørte syd for Atlasbjergene, men da jeg ville fortsætte ad et par hjulspor ud i Sahara sagde Birgitte: “Nu vender vi om, ellers er det skilsmisse”. Så jeg skyndte mig at vende bilen og vi kørte tilbage over Atlasbjergene til Marrakech.

Nogle dage senere kørte vi ud til kystbyen Essaouira, hvor vi tilbragte julen med at bade. Det var en dejlig by.

Derefter begav vi os hjemad. Det tog elleve dage at nå Tibirke for Citroënen kørte jo langsomt. Men det havde været en dejlig og spændende tur og vi havde oplevet og set meget.

Familieforøgelse
Vi kom hjem til is og sne. Vores hus var lejet ud, men vores venner Bernartzik skrev fra Berlin, at vi gerne måtte bo i deres hus, som lå omtrent ved siden af vores.

I Fes var der sket det kedelige, at Birgitte var aborteret. Hun kom på en klinik hvor der ifølge arabisk skik også var en seng som ægtemanden kunne overnatte i. Jeg kom dog derfra med lopper!

Nu var tiden inde til at gøre et nyt forsøg og i oktober så det svært ud til at det var lykkedes. Birgitte var to centimeter tykkere end jeg, så jeg mente det måtte være tvillinger.

Begivenheden skulle finde sted på Glostrup sygehus, hvortil vi ankom klokken et om natten. Der var ingen mennesker nogen steder, så vi styrtede rundt på lange gange mens jeg hele tiden tænkte, at nu skete det. Endelig fandt vi fødeafdelingen og den næste dag, d. 13 oktober, fødte Birgitte Henrik.

Min mors sygdom
Min mor var lykkelig over jeg var blevet gift. Især over det var med Birgitte, som hun var meget glad for – også før hun vidste vi skulle giftes. Lykkelig var hun selvfølgelig også over at blive bedstemor – det havde hun nærmest opgivet med en søn på 38.

Kort efter sin 70 års fødselsdag blev hun syg og måtte have fjernet den ene nyre. Efter denne operation var hun så svag, at hun måtte på plejehjem og vi blev nødt til at sælge hendes hus.

Det var vanskeligt at finde et plejehjem. I Gentofte kommune, hvor hun havde boet i fyrre år, ville de ikke engang skrive hende på venteliste. Hun kom så på et plejehjem i Klampenborg, hvor hun blev skrækkeligt behandlet af en pengegrisk indehaverske. Så blev hun flyttet til Eskemosegård i Birkerød, hvor hun boede under gode forhold hos en sød forstanderinde.

Hus i Sønderhå
I begyndelsen af ’67 fandt vi på at leje vores hus ud om sommeren og leje et andet for at få lidt afveksling.

I avisen så vi en annonce om et hus til leje eller salg i Thy. Jeg ringede og fik at vide, at huset var umøbleret, så jeg spurgte hvad det ville koste at købe – 25.000 kroner! Det havde jeg aldrig troet man kunne få et hus for, så jeg kørte straks derover.

Det var ret medtaget men lå helt for sig selv med en pragtfuld udsigt. Jeg fik prisen ned på 24.000 kroner og købte det straks.

“Naboerne bliver nok ikke glade ved sådan nogle københavnere” tænkte jeg “de vil nok slet ikke hilse på os”. Men deri tog jeg fejl for den næste dag standsede en bil mig og en mand styrtede hen og åbnede min dør. “Nu får jeg nok et blåt øje” tænkte jeg, men manden sagde “Go daw, det æ a nabo, kom øver aa faa en kop kaf’ i awten!” Siden har vi haft det bedste forhold til alle vore naboer og de har været meget hjælpsomme.

I begyndelsen af maj skulle Birgitte og Henrik så med derover. Jeg forsøgte at forberede Birgitte på husets tilstand, men ved ankomsten blev hun alligevel noget chokeret. Det var værre end hun havde forestillet sig.

Det var koldt så jeg sprang galant ind for at tænde Caldofyret. Der var imidlertid løbet en masse petroleum ud i bunden af det, men varme sku’ vi ha’, så jeg antændte resolut det hele. Det gav mægtig varme, men desværre ligeså meget røg. Det viste sig nemlig, at en allike havde bygget rede i skorstenen. Det var umuligt at opholde sig derinde for røg, så jeg tog en rask beslutning og hældte en spand vand ned i fyret. Så gik det først helt galt. Brændende petroleum sprøjtede ud overalt og huset var nær brændt af. Allikereden var ved eksplosionen røget mange meter op i luften, så det hjalp på trækket i skorstenen.

Min fyrre års fødselsdag fejrede vi i Sønderhå i stilhed. Da posten kom bad jeg Birgitte hjælpe mig med at bære alle telegrammer, pakker og breve – det kunne posten jo ikke bruge hele sin dag på. Det viste sig nu at være overflødigt, da han kun havde et eneste brev. Det var en tandlægeregning på 1.400 kroner.

Om sommeren havde jeg travlt med at bygge atelier til huset. Vi fik besøg af Birgittes forældre fire gange i løbet af sommeren. Pengene til køb af hus og udvidelse fik vi fra udbetalingen ved salget af min mors hus. Selv blev hun aldrig inviteret derover.

Lisbeth kommer til verden
D. 29. april 1968 skete der en ny lykkelig begivenhed i familien. Lisbeth så dagens lys på Glostrup sygehus. Fødslen skete klokken fire om morgenen. Jeg har nu – tolv år efter – omsider tilgivet Lisbeth, at hun kom til verden på dette tidspunkt. Jeg blev nemlig vækket af telefonen da de kort tid efter ringede fra sygehuset og sagde jeg havde fået en datter. Nu kunne man heller ikke forlange mere. Vi havde fået både en søn og en datter.

Efter familieforøgelsen måtte vi også tænke på pladsforøgelse, så vi fik bygget et nyt atelier og et rum til, samtidig med at vi fik indlagt oliefyr.

Farmand dukker op
Efter således at ha’ givet vores bidrag til livets videre gang kom jeg til at tænke på hvem mon var ophavsmand til min egen tilværelse.

Min biologiske far, som jeg aldrig havde set, var, som sagt, stukket af fra sine forpligtelser over for min mor og hun omtalte ham aldrig.

Jeg havde kun hans navn og det var ikke nemt at efterspore ham, men jeg fik pudset en slægtsforsker på ham og han kunne oplyse, at min far havde været gift tre gange. Fra første ægteskab havde han tre børn, fra det andet et barn og fra det tredje to børn. Han var udrejst til Schweiz i 1950 – og derfra hørte alle spor op.

Jeg havde ikke andre muligheder end at henvende mig til en af hans tre koner, men hvilken? Da jeg var født under hans første ægteskab ville jeg ikke henvende mig til hende. Efter han var blevet skilt fra hende flyttede hun med sin datter til Solvangsvej 17 i Glostrup. Birgittes forældre har i mange år boet på Solvangsvej 9 og som 10-11-årig pige har Birgitte leget med min fars datterdatter!

Så jeg ringede til den anden kone. Hun var svensk og blev jo noget forbavset over min henvendelse. Efter at ha’ fattet sig lidt, spurgte hun “Men sig mig, er de ikke grønlænder?” Så havde han altså også været deroppe og lave gale streger!

Hun ville også meget gerne vide hvor han boede for han var også stukket af fra en større gæld til hende. Det eneste hun vidste var, at han havde to sønner, som hun mente boede i Stockholm. Så lånte jeg en telefonbog over Stockholm på den svenske ambassade for at finde frem til sønnerne. Dem kunne jeg ikke finde, men pludselig fandt jeg navnet på den gamle buk selv.

Jeg ventede nogle måneder til jeg skulle ha’ udstilling på Charlottenborg. Så sendte jeg ham en indbydelse, hvor jeg nedenunder mit navn skrev: søn af Fru Ellen Valeur og Hr Anti Dahl. På indbydelsen stod også mit telefonnummer.

Nogle dage efter blev jeg ringet op fra Stockhom. “Det var nok en overraskelse” sagde han. “Ja, det var også meningen” svarede jeg og nogle dage senere stod han inde på Charlottenborg. Allerede på lang afstand var jeg klar over det var ham – han lignede en orangutang. Han kom hen og spurgte om jeg kunne gætte hvem han var. “Ja, det er farmand” svarede jeg.

Han var vældig interesseret i at komme til at møde min mor. Hun boede på plejehjem, hvor han besøgte hende.

Hun havde, siden han forlod hende for 42 år siden, kun omtalt ham et par enkelte gange og da som “forbryderen”. Da de nu gensås, smeltede hun hen og alt var glemt. Det var kærlighed ved første – eller i dette tilfælde andet – øjekast!

De to på 72-73 år blev virkelig forelskede. Min far har nok – til trods for sit udseende, han sagde, ganske rigtigt, han jo aldrig havde været nogen Adonis – haft en stærk virkning på kvinderne. Det kom sikkert af han udstrålede en vældig vitalitet og var aldeles besat af det andet køn. Og det er jo noget der får damerne til at blive svage i knæene – mere end at manden blot ser godt ud. Birgitte fortalte mig senere, at en mand med sådanne øjne turde hun ikke være alene med.

Han kom tit herned og besøgte min mor og hun besøgte også ham i Stockholm selvom hun var syg og svag. Det gik så vidt, at han ville giftes med hende, men det fik jeg dog min mor fra. Det havde jo været mere aktuelt for 42 år siden. Alligevel tror jeg det har været godt for både min mor og mig, at de ikke blev gift dengang.

Intermezzo
Efter at ha’ været engageret i familielivets lyksaligheder i seks år, genoptog jeg min gamle lidenskab – at rejse. Jeg var en uge i Tunis og fortsatte de følgende år med talrige rejser. Jeg har altid været Birgitte taknemmelig for hendes tolerance og forståelse for min rejsetrang. Det bedste ved min rejser – efter at være blevet gift – har altid været, at komme hjem til familien igen. Man binder jo sin ægtemand mere til sig ved at gi’ ham frie tøjler.

Både Birgitte og jeg var begyndt på undervisning på aftenskole, men jeg holdt kun to vintre. Birgitte har siden fortsat – også om dagen – til stor økonomisk hjælp for familien.

Min mors død
Efter min mor havde tilbragt et par år på det udmærkede plejehjem Eskemosegård, blev det desværre nedlagt. Hun blev derfor i maj ’71 flyttet til et andet plejehjem i Bagsværd med det noget misvisende navn “Solskin”. Det blev bestyret af en dame, som endnu mere misvisende kaldte sig selv “Mor Solskin”. Hun spurgte min mor “Hvem er jeg?” og så skulle min mor svare “Det er lille mor skolskin!”, hvilket hun tog i strakt arm med et lille ironisk glimt i øjet. Hvis jeg vovede at sige noget svarede “Mor Solskin” bare: “Så kan De jo finde et andet plejehjem til Deres mor”. Det er vilkårene for gamle, som kommer på plejehjem, så det skal man ikke ønske sig.

D. 25. november 1971 døde min mor.

Jeg fortryder i dag hvor lidt jeg besøgte hende i den sidste tid, men jeg undskylder mig med, at det – delvis – skyldtes uvidenhed og uforståenhed om hvordan man skal optræde i den situation. Men det er jo først og fremmest fordi man flygter fra dem der er syge og døende. Det er fejhed.

Min mor var et klogt, fint og ædelt menneske. Om min far kan jeg desværre kun sige, at han var hendes modsætning på disse områder.

Hun havde – som sin søster – en fin og udviklet humoristisk sans og var – som hende – fri for smålighed og småborgerlige fordomme. Hun talte aldrig om og tænkte – ikke mere end højst nødvendigt – på penge. Fire år før hun døde overlod hun os alt hvad hun ejede (huset på Sophus Bauditzvej, grunden i Tibirke og en del værdipapirer) uden andre kommentarer end “Det skal I ha'” og så tænkte hun vist ikke mere på det.

Min mor og moster var udprægede modsætninger til det gode borgerskab, som jeg til dels selv er havnet i. Til gengæld har jeg, i modsætning til dem og deres forældre, været heldig at leve i et lykkeligt ægteskab.

En vital herres endeligt
Et halvt år efter min mors død aflagde min far os et besøg i Sønderhå. Han var knapt kommet inden for døren før han skulle låne telefonen. Han havde gjort et nyt damebekendtskab i Stockholm og hun var “åh, så vital”, så han måtte straks ringe hende op.

Det sidste jeg hørte fra min far var da han ringede op og spurgte om jeg kunne låne ham fem hundrede kroner. Det ville jeg ikke, jeg syntes ikke det netop var ham jeg skyldte penge. Han døde i december ’72. Kort tid efter blev jeg ringet op af en af mine talrige halvbrødre, som havde ryddet op i vores fars lejlighed efter hans død. Der havde han fundet det katalog jeg havde sendt og som havde skabt en – lidt sen – kontakt mellem mine forældre, som resulterede i en vis glæde i deres alderdom ved at gense hinanden efter 42 års adskillelse.

Rejser
Siden ’72 har jeg alene og sammen med Birgitte, med og uden børn, foretaget en masse rejser til Ceylon, Marokko, Norge, Senegal, Bali, Java, Israel, Ægypten, London, Paris, Rom, Firenze, Madeira, Sicilien, Korsika, Provence og Bretagne. De bedste rejser har været sammen med Birgitte, som altid har delt mine gode interesser, ude som hjemme, og altid set bort fra de mindre gode.

Slutning
Takket være Birgitte – og hvad mit forhold til hende har medført, Henrik og Lisbeth – har de seneste seksten år været langt de lykkeligste i mit liv. Mit valg af kone var måske i sin tid lidt af et skud i tågen, men efter tågen lettede, har jeg indset, at jeg aldrig havde kunnet træffe et bedre valg.

De tre mennesker, som har haft størst betydning i mit liv har alle været kvinder: min moster, min mor og sidst, men ikke mindst, min kone. Derfor tilegner jeg denne lille levnedsbeskrivelse dem og mine to børn, Henrik og Lisbeth.

Mogens Valeur, 1980